Find et billigt hotelophold i Randers hos Risskov Bilferie

Rejsemål
Betaling

Betaling

Gavekort

Randers

Bestillingskoden er nu aktiv

Randers

Den gamle købstad Randers tilbyder oplevelser for hele familien

Uanset om I leder efter børnevenlige oplevelser, kultur, shopping, lækre madoplevelser eller smukke stunder i naturen, så finder I det hele på en kør-selv ferie til Randers. Randers har en perfekt beliggenhed i naturskønne omgivelser ved Randers Fjord og kun 40 km nord for Århus.

Randers er en hyggelig middelalderby, hvor turister fra nær og fjern tiltrækkes af de fine snævre brostensgader og de smukke og til tider skæve bindingsværkshuse i midtbyen. Her finder I Danmarks ældste gågade Houmeden samt gågaden Brødregade, der er centrum for den hyggelige shoppingoplevelse i Randers, hvor butikker og skønne caféer indbyder til en slentretur. Hvis vejret ikke er med jer finder I også fine shoppingmuligheder i Randers Storcenter.

Randers har en dramatisk historie der går helt tilbage til middelalderen og byens historie kan du lære mere om ved at følge Stjerneruten. Stjerner i fortovet og i gågaderne leder jer 2,5 km rundt blandt byens attraktioner og fortæller den spændende historie.

Byen er et skønt sted at tage på bilferie med de yngste og den største attraktion er uden sammenligning Randers Regnskov. Fra Randers midtby er der kort gåafstand til Randers Regnskov, der har en fantastisk beliggenhed ved Gudenåen. Den fugtige luft, der møder jer, når I træder ind i Regnskoven er helt speciel og blandt de mange dyr helt fra små insekter til imponerende jaguarer føles det næsten som at være i en rigtig regnskov.

Tag også børnene med i Water & Wellness, der er et 6.700 m2 stort subtropisk badeland beliggende lige ved BioNutria Park Randers. I badelandet finder I bl.a. et 50 m bassin, et baby- og børnebassin, udendørs- og varmtvandsbassiner samt Danmarks længste indendørs vandrutsjebane. Badelandet har også et spa- og wellnessområde med forkælelse til de voksne.

Randers har også et stort udvalg af interessante museer, hvor af det mest kendte ligger på Memphis Mansion, inspireret af Elvis’ hjem "Graceland" og er en stor hyldest til Kongen af Rock’n’Roll. Det store Elvis museum i kælderen er et must for enhver fan og den private samling regnes for én af verdens 10 største. Af andre interessante museer i byen kan nævnes Museum Østjylland, Randers Kunstmuseum og Gaia Museum. I byen ligger også musik- og teaterhuset Værket, der har et spændende og varieret program.

Trænger I til at holde pause fra bylivet, så kan I finde et hav af vidunderlige naturoplevelser i og omkring Randers. Et utal af skønne cykel- og vandrestier leder jer rundt i den smukke natur og undervejs kan I f.eks. se bisonokserne og fuglelivet i Vorup Enge, følge Gudenåen til Randers Dyrehave ved Fladbro Skov eller udforske livet i fjorden ved Naturpark Randers Fjord.

En kør-selv ferie til Randers tager hele familien til en by, der ligeledes kan byde på mange flotte oplevelser i omegnen. Når I tager på ferie i egen bil, så er det nemt at udforske området omkring Randers, hvor I kan finde sjov for hele familien i Djurs Sommerland, nyde den smukke natur i Mols Bjerge eller smage frugtvin i verdensklasse på Cold Hand Winery. Besøg også Hvidsten Kro lige nord for Randers, hvor modstandsgruppen under 2. verdenskrig opsamlede våben og engelske faldskærmssoldater. Her kan du også nyde den berømte og populære æggekage.

Kort sagt finder I både kultur, natur og historie i den gamle købstad og hele familien kommer helt sikkert til at elske ferien i Randers. Så det er bare med at fylde bagagerummet op og tage på den perfekte kør-selv ferie til Østjylland med Risskov Bilferie.