Rejsemål
Betaling

Betaling

Gavekort

Falster

Bestillingskoden er nu aktiv

Falster

Falster er Danmarks 6. største ø og ligger mellem Lolland og Sjælland omgivet af Østersøen, Guldborgsund og Storstrømmen. På Falster er der mange spændende og unikke seværdigheder og aktiviteter, smuk natur, kulturelle oplevelser samt gode forbindelser til omkringliggende øer, hvilket gør Falster til en perfekt destination for en god kør-selv ferie.

Falsters største by er Nykøbing Falster, der ligger på den vestlige side af Falster smukt ud til Guldborgsund og bestemt er et besøg værd. Byens vartegn er Klosterkirken fra omkring år 1500 samt vandtårnet fra 1908 som er Danmarks første jernbetonbyggeri og har en udsigtsplatform i 32 meters højde. Nykøbing Falster byder på et spændende kulturliv, oplev eksempelvis Nykøbing F. Revyen der har mere end 100 år på bagen eller Nykøbing F. festuge der altid sprudler af liv. Gå ikke glip af et besøg i Middelaldercentret i udkanten af Nykøbing F. Her kan I rejse tilbage i tiden til den lille købstad Sundkøbing. Året er 1408 og I kan høre kanonerne brage, se ridderturnerninger og ellers opleve det sprudlende liv i købstaden der byder på mange spændende oplevelser, blandt andet har I mulighed for at afprøve kræfter med middelalderens maskiner. Tag på en hyggelig familieudflugt og besøg Guldborgsund Zoo og Botanisk Have, hvor I kan bevidne mere end 90 forskellige dyrearter samt tusindvis af planter. Gå på safari i regnskoven, klap dyrene i børnezoo, grav efter fossiler i Dinosandkassen og slip ungerne løs på den store naturlegeplads.

Glem ikke at tage en tur til Gedser, hvor der venter mange interessante oplevelser. Besøg Danmarks sydligste punk, Gedser Odde. Her markerer Sydstenen, en 1 milliard år gammel sten, det sydligste punkt i Danmark. På vejen kan I lægge turen forbi Gedser Fyr fra 1801. Nyd den fantastiske udsigt over Gedser og omegn fra Gedser Vandtårn. Det sorte Geomuseum i Gedser byder på en spændende lokalgeologisk samling af fossiler, forsteninger, spektakulære mineraler og rav med fossiler. Tæt på Gedser vil det være oplagt at tage en lille kaffepause og besøge Gedesby Mølle fra 1911.

På den nordøstlige del af Falster ligger Stubbekøbing, som er en hyggelig lille havneby med flere helt unikke museer der bestemt er et besøg værd. På Stubbekøbing Egnsmuseum finder I Europas største samling af vægte mens Motorcykel- og Radiomuseum råder over Nordeuropas største samling af motorcykler. Nyd den smukke udsigt over Farøbroerne fra Stubbekøbing Havn der er placeret i Grønsund, og hop om bord på veteranfærgen Ida og sejl en tur til Bogø.

Fyld bagagerummet og besøg feriebyen Marielyst. Her finder I masser af spændende aktiviteter, blandt andet Danmarks største golfpark Golf & Fun, der udover adventure minigolf også byder på blandt andet foldboldgolf, håndboldgolf og frisbeegolf. Marielyst Gokart og Paintballcenter er ideelt for dem der nyder fart og action. Desuden er Marielyst strand blevet kåret til Danmarks bedste strand.

Af andre seværdigheder på Falster som I ikke må glemme at lægge turen forbi kan nævnes Krokodille Zoo ved Eskilstrup. Oplev Europas største krokodille, Nilkrokodillen Sobek, der er over 5 meter lang og vejer over 600 kg, samt pytonen Medusa der med sine 6,3 m er blandt Europas længste slanger. Se alle 23 nulevende arter af krokodiller (det ene af kun to steder i verden, hvor dette er muligt). Som det eneste sted i Danmark kan I også se træleoparder i Krokodille Zoo. Besøg Danmarks Traktormuseum ved Eskilstrup. Museet har omtrent 200 traktorer og motorer der stammer fra 1880-1960 af fabrikater såsom Bukh, Bolinder-Munktell, International, Ferguson og Volvo.

Med sit rige udbud af oplevelser og seværdigheder for alle aldre udgør Falster en del af Danmark I bestemt ikke må snyde jer selv for at besøge. Så pak bilen og tag på kør-selv ferie på Falster.