Julemarked i Wernigerode

Åbent fra 20 november til 22 december 2026. Du kan finde aktuelle oplysninger på julemarkedets officielle hjemmeside.
Julestemning mellem Harzens bakker og bjergtoppe: Med julelys og gamle bindingsværkshuse ligner Wernigerode i december noget fra et eventyr. Julemarkedet finder sted på torvet foran det imponerende rådhus. Her kan I nyde hyggelige gåture, boder med skønne julegaver og masser af julelækkerier for den søde tand.
Det årlige julemarked breder sig fra det historiske torv og ud i byens sidegader mellem de smukke, gamle bindingsværkshuse. Mange af husene stammer fra det 16. århundrede, og med julemarkedets pynt og lys fremstår de stemningsfulde bygninger ekstra smukke.
På julemarkedet finder I mange boder med kunsthåndværk og forskellige julelækkerier som glaserede æbler, varm gløgg og brændte mandler. Bymidten er bilfri og derfor perfekt til hyggelige gåture under den mørke decemberhimmel.
Wernigerode ligger centralt i Harzen og kan derfor nemt kombineres med et ophold i regionen.
























































































































